Saqqummersitaq

Da Grønland i 2013 blev enig med sydkoreanske myndigheder om assistance til at kortlægge Grønland, var det både en kulmination på mange års dansk nedprioritering af deres myndighedsansvar mht. kortlægningen af Grønland, en udfordring for Rigsfællesskabets suverænitet og et udtryk for den stigende globale interesse for Arktis. Aftalen med Sydkorea materialiserede sig aldrig i konkret kortlægning. I stedet blev et nyt dansk-grønlandsk projekt lanceret få år efter aftalen med Sydkorea. Det nye kortlægningsprojekt af Grønland skulle erstatte de gamle kort, der ikke var opdateret siden før den kolde krigs afslutning.

Rapporten her sætter den nye kortlægningsindsats ind i en historisk kontekst, som demonstrerer, hvordan der altid har været skiftende suveræne interesser involveret i kortlægning. Dette går helt tilbage til 1605, hvor de første små topografiske kort fra Grønland tjente til at markere dansk suverænitet. Senere, under 2. Verdenskrig, begyndte USA at kortlægge for at kunne anvende Grønland som en militærstrategisk ressource. I takt med at Grønland selv overtog ansvaret for egen udvikling og efterspurgte bedre kort, gik den danske kortlægning i stå. Siden afslutningen på den kolde krig har danske myndigheder ikke lavet nye kort over Grønland før det igangværende projekt blev lanceret i 2015. Set i det lys, foreslår rapporten her, at den igangværende kortlægning skal ses i kontekst af Grønlands voksende geostrategiske betydning, som samler både amerikanske, grønlandske og danske interesser.

The concept of sustainability has taken centre stage in Arctic politics. However, there is little agreement on what ‘sustainable’ means. For different actors (governments, indigenous people, NGOs, etc.) the concept implies different sets of opportunities and precautions. Sustainability, therefore, is much more a fundamental idea to be further elaborated depending on contexts than a definable term with a specific meaning. The paper argues a research agenda that aims to map and analyse the role of sustainability in political and economic strategies in the Arctic. Sustainability has become a fundamental concept that orders the relationship between the environment (nature) and development (economy), however, in the process rearticulating other concepts such as identity (society) and security (state). Hence, we discuss, first, how sustainability when meeting the Arctic changes its meaning and application from the global ecosphere to a regional environment, and, second, how sustainability is again conceptually transformed when meeting Greenlandic ambitions for postcoloniality. This discussion leads us to outline an agenda for how to study the way in which sustainability works as a political concept.