Saqqummersitaq

I artiklen beskrive forældres fortællinger om deres og deres barns deltagelse i familieklassen i Kangillinnguit Atuarfiat I Nuussuaq i Nuuk. Vores formål her er at forstå, hvordan forældrene oplever deltagelse i familieklassen. Igennem kvalitative interviews fortæller forældrene om dette. Deres fortællinger viser, at de var glade for at deltage i familieklassen – og at det, de værdsatte, og som de fandt hjælpsomt i at støtte deres barn i skolen og I hjemmet, var: social støtte og gensidig anerkendelse i form af (1) Genkendelighed, dvs. at kunne se ligheder imellem familierne; (2) Ikke at føle sig alene, idet man føler sig forstået som forældre; (3) Fællesskabsfølelse gennem åbenhed om udfordringer og løsninger og gennem at opmuntre, rose, støtte og bakke hinanden op samt ved at kunne have det sjovt sammen; (4) Erfaringsdeling, der giver inspiration til sammen at finde løsninger samt gennem at give og lytte til hinandens råd og ideer); (5) Spejling ved at kunne se sig selv med andres øjne helt konkret); (6) Refleksivitet ved at tale om og vise forskellige løsninger og forståelser forældrene og forældre og børn imellem); (8) Snakke sammen (tale med hinanden, tiltro og accept, åbenhed); (9) Lytning (nærhed); (10) At rose og at blive rost (være anerkendende i hverdagen og have tiltro til barnet); (11) Accept; (12) Åbenhed; (13) Ro; (14) Selvtillid. Den fælles læring handler om at finde gode løsninger sammen igennem aktiviteter, der udføres sammen i klassen og derefter reflekteres over – ligeledes – i en fælles proces.

I denne artikel undersøger vi familieklassen som metode i Kalaallit Nunaat (Grønland) som en mulighed for at støtte og styrke børn til at trives i skolen. Vi gør dette ved at fremlægge og analysere familieklasselærerens fortælling om familieklassen, idet netop den professionelles fortælling ses som særdeles betydningsfuld i forståelsen af, hvilke processer, der gør at familieklassen når gode resultater mht. de deltagende familiers oplevelse af barnets trivsel i skolen. Endvidere sammenligner vi familieklasselærerens og forældrenes fortællinger og diskuterer disse i forhold til den særlige kulturelle kontekst, som familieklassemetoden anvendes i. Resultaterne er, at familieklasselæreren beskriver, at det gennem fælles oplevelser, anerkendelse, fælles refleksion, succesoplevelser, tryghed og glæde er muligt at skabe nye valgmuligheder og løsninger i og overfor tidligere gentagende, problemfokuserede adfærdsmønstre. Forældre og familieklasselærer peger sammen på, at det virksomme i familieklassen er, at der skabes et rum, hvor deltagerne (1) ikke føler sig alene og forkerte, men som forældre med muligheder, hvorved der skabes håb og handlemuligheder; (2) skaber glæde sammen og derved oplever at have ressourcer og muligheder; (3) kan se sig selv med andre(s) øjne og derved skabe nye fortællinger om familien og barnet; (4) kan dele erfaringer med hinanden både verbalt og i praksis; (5) anerkender og bliver anerkendt gensidigt; (5) bygger selvtillid i familien gennem succesoplevelser i klassen og i familien; (6) i praksis styrker åbenhed ved i praksis at skabe trygge rammer at udtrykke sig i; og (7) lærer ved at være sammen med andre, dvs. ved at indgå i en fælles læringsproces, hvor alles bidrag har værdi.