Saqqummersitaq

Kollektivismen er under pres i Grønland. En aktiv socialpolitik kan styrke en national og lokal fællesskabsånd.

I artiklen tages der afsæt i enkeltstående eksempler på fattigdom og hjemløshed, som udfoldes til en socialpolitisk problemstilling omkring råb efter tiggende mennesker i Nuuk. Her analyseres det, hvorledes et land med en historisk kollektiv opfattelse af fællesskabets indlejrede værdi og nødvendighed i dag viser individualiseringstendenser. Det nutidige fokus på arbejdslivet, på mennesker, som omtales som en ressource i tråd med råstoffer og andet materiel, har eroderet det tidligere fokus på kollektivet og i stedet skubbet individet i forgrunden. Det karakteriseres her som en individualiseringstendens.

Det ses i skoleparathedsundersøgelser i daginstitutionerne, hvor børn testes, om de er parate til at passe ind i systemet. Det fortsætter i voksenlivet, hvor individet ansvarliggøres for makrosociologiske trends som hjemløshed og fattigdom. Det grønlandske samfund fokuserer i dag på, hvordan individet klarer sig, og ikke om kollektiver som offentlige institutioner og det overordnede samfund har en rummelig og inkluderende kapacitet. Fokusset overskygger makrosociologiske refleksioner over de sociale systemers indretning.

Artiklen stiller sig kritisk over for tendenser til at udpege individet som eneansvarlig for at håndtere sociale problemer som fattigdom og hjemløshed og præsenterer derfor, hvorledes man socialpolitisk skaber et modtræk hertil.