Saqqummersitaq

I denne tekst vil der blive taget afsæt i en beskrivelse af udendørs udstillinger af fotoportrætter i Atammik og Maniitsoq i august 2019. Denne beskrivelse vil føre til refleksioner over disse udstillinger og præsentere et udkast til en teori om betydningen af dem som fællesskabende æstetiske processer. Jeg vil starte med overvejelser omkring portrættet. Dernæst vil jeg reflektere over portrætternes særlige betydning som fællesskabende set i lyset af udvalgte teorier om fotografi.

Artiklen her er en del af forskningsprojektet Kunst og Fællesskab: Synlighed, Oprejsning, Udsyn, der handler om at undersøge betydningen af kunst mht. at skabe fællesskaber i grønlandske byer og bygder. Gennem projektet vil vi undersøge, hvordan kunst kan skabe refleksion og åbne nye perspektiver gennem fælles oplevelser – og dermed give konkrete visioner for at fremme det fællesskab og den samhørighed, som man i lokalsamfundene ønsker at videreføre og udvide på en kulturskabende og bæredygtig måde.

Gennem de seneste årtier er den sociale ulighed i Grønland steget. Velfærdsinstitutionerne har overtaget mange ansvarsområder som før var familiernes, hvilket kan true børns trivsel og sundhed, dels fordi der er behov for at forældre også tager ansvar, dels fordi velfærdsinstitutioners logik er at behandle sig ud af problemer. Kapitlets pointe er at institutionerne må påtage sig opgaven med at inddrage forældrene og den øvrige lokalbefolkning i løsningen af velfærdsproblemer med fokus på lokale ressourcer, det vil sige gennem sundhedsfremmende tiltag. På den måde kan institutionerne støtte befolkningen i at tage del i ansvaret for sundhed og trivsel på længere sigt. Dette kræver samarbejde mellem befolkningen, institutionerne, organisationerne og forskningen om at skabe selvforvaltning og et godt liv i lokalsamfundene.

Bogen beskriver og diskuterer de historiske og videnskabsteoretiske baggrunde for at udforme en refleksiv baseline for interventioner, der støtter og styrker social resiliens i to byer i Kalaallit Nunaat/Grønland. Det vises og dokumenteres, hvordan en refleksiv baseline kan tilbyde en måde at forske på, der aktivt styrker sociale ressourcer og derved virker tranformativ i sin udførelse.

Projektets forsknings-del, som specifikt omtales i kapitlerne 2 og 3, er central for en forståelse af hele projektet, er udført af professor, Peter Berliner og er blevet til på baggrund af Peter Berliners mange års forskning i grønlandske forhold og projekt Siunissaq´s konkrete aktiviteter og udførelse.

Kapitlet giver en introduktion til community psykologien ud fra teori og ud fra forfatterens egen forskning.