Saqqummersitaq

I denne artikel undersøger vi familieklassen som metode i Kalaallit Nunaat (Grønland) som en mulighed for at støtte og styrke børn til at trives i skolen. Vi gør dette ved at fremlægge og analysere familieklasselærerens fortælling om familieklassen, idet netop den professionelles fortælling ses som særdeles betydningsfuld i forståelsen af, hvilke processer, der gør at familieklassen når gode resultater mht. de deltagende familiers oplevelse af barnets trivsel i skolen. Endvidere sammenligner vi familieklasselærerens og forældrenes fortællinger og diskuterer disse i forhold til den særlige kulturelle kontekst, som familieklassemetoden anvendes i. Resultaterne er, at familieklasselæreren beskriver, at det gennem fælles oplevelser, anerkendelse, fælles refleksion, succesoplevelser, tryghed og glæde er muligt at skabe nye valgmuligheder og løsninger i og overfor tidligere gentagende, problemfokuserede adfærdsmønstre. Forældre og familieklasselærer peger sammen på, at det virksomme i familieklassen er, at der skabes et rum, hvor deltagerne (1) ikke føler sig alene og forkerte, men som forældre med muligheder, hvorved der skabes håb og handlemuligheder; (2) skaber glæde sammen og derved oplever at have ressourcer og muligheder; (3) kan se sig selv med andre(s) øjne og derved skabe nye fortællinger om familien og barnet; (4) kan dele erfaringer med hinanden både verbalt og i praksis; (5) anerkender og bliver anerkendt gensidigt; (5) bygger selvtillid i familien gennem succesoplevelser i klassen og i familien; (6) i praksis styrker åbenhed ved i praksis at skabe trygge rammer at udtrykke sig i; og (7) lærer ved at være sammen med andre, dvs. ved at indgå i en fælles læringsproces, hvor alles bidrag har værdi.

Der præsenteres syv forundringer over resiliensbegrebet og peges på muligheden for at udvikle et begreb om social resiliens i stedet for blot den individuelle resiliens, der adskiller mennesker i stedet for at bygge socialt bæredygtige resiliente netværk. Der gives konkrete eksempler på det sidste - fra Mexico og fra Grønland.

Bogen beskriver og diskuterer de historiske og videnskabsteoretiske baggrunde for at udforme en refleksiv baseline for interventioner, der støtter og styrker social resiliens i to byer i Kalaallit Nunaat/Grønland. Det vises og dokumenteres, hvordan en refleksiv baseline kan tilbyde en måde at forske på, der aktivt styrker sociale ressourcer og derved virker tranformativ i sin udførelse.

Projektets forsknings-del, som specifikt omtales i kapitlerne 2 og 3, er central for en forståelse af hele projektet, er udført af professor, Peter Berliner og er blevet til på baggrund af Peter Berliners mange års forskning i grønlandske forhold og projekt Siunissaq´s konkrete aktiviteter og udførelse.

Artiklen beskriver tre aspekter ved social, kropslig og rumslig læring og belyser disse ud fra data fra MATU projektet i Grønland.

I denne artikel beskriver vi den lokale befolknings skabelsen af et fredsområde (Space for Peace) midt i borgerkrigen på øen Mindanao i Filippinerne. Fredsopbygning er en social læringsproces, der omfatter en transformation og restoration af det social-økologiske system, der omfatter såvel det spirituelle, det diskursive, det sociale, og fordelingen af materielle ressourcer. Det sociale aspekt er dermed blot ét element i denne proces – og det argumenteres derfor for at denne læringsproces omfatter langt mere end blot det sociale. Fredsopbygningen er en kontinuerlig læreproces, som forener folk i fælles respekt for mangfoldighed. Det fælles grundlag for denne respekt findes i den fælleshed som de tre grupper, der lever sammen i Mindanao, lumads, muslimer og katolikker, har fundet igennem lighederne i deres religioners værdier. Religionen forener på denne måde – men giver derved samtidigt rum for respekten for diversiteten. Efter analysen sammenlignes fredsprocessen med Magis’ teori om social resiliens og Ungars teori om den social-økologiske indlejring af den individuelle resiliens. Det konkluderes, at fredsopbygning i Space for Peace er bygget op omkring en helheds- eller systemforståelse, der omfatter diskursive, sociale og materielle komponenter; en stærk religiøs tro, som forener folk i stedet at adskille dem i gensidigt fjendtlige grupper; og en socialt praktiseret respekt for mangfoldighed. Disse tre aspekter kan bidrage til yderligere udvikling af vores forståelse af social og individuel modstandskraft, ved at bygge videre på Magis’ og Ungars teorier.