Saqqummersitaq

Den dansk dirigerede grønlandske samfundsforskning i Grønland tog for alvor fart i tiden efter Anden Verdenskrig. Det skete sideløbende med det nyligt oprettede FN’s kritik af forholdene i de danske kolonier. Retsforhold, vedfærdsforhold og andre sociologiske emner som f.eks. samarbejdet mellem grønlændere og danskere skulle undersøges. Man startede med at studere betingelserne for oprettelsen af en specifik grønlandsk lovgivning. Senere oprettede Grønlandsministeriet Udvalget for samfundsvidenskabelig forskning i Grønland (USG) .

Dette igangsætter en tradition omkring samfundsforskning i Grønland med et dansk perspektiv. Verner Goldschmidt gjorde en del for inddrage blandt Guldborg Chemnitz i det analytiske arbejde. Dog hører det til sjældenhederne at grønlænderne deltog i forskningsarbejdet i deres eget land. Der er siden opstået en diskurs om at samfundsvidenskabelig forskning om Grønland i overvejende grad begås af danske forskningsinstitutioner, hvilket også gør sig gældende for øvrige videnskaber. En tendens der forstærket af Selvstyrets fortsatte rekvirering af denne forskning. Denne tendens har forskere som Linda Tuhiwai Schmidt har gjort meget for at påpege. Der arbejdes med en moddiskurs kaldet decolonizing methodology. Herhjemme har vi få men centrale reaktioner fra grønlandske forskere, embedsmænd og politikere omkring dette. Heri blandt Ilisimatusarfiks første rektor Robert Petersen, ministrene Stephen Heilmann og Henriette Rasmussen. Endvidere har vi kritiske bemærkninger fra forskningskoordinatorer som Mogens Holm mv. Alle beklager den herskende distancerede diskurs, som tilmed skaber et udefraskuende perspektiv på samfundet. Dette afsnit vil summarisk forholde sig til dele af denne udvikling, diskutere modreaktioner, vise tendenser og modtendenser samt illustrere med et par cases, hvordan der med enkle ændringer i forskningsdesigns kan laves mere inddragende og vedblivende forskning herhjemme.

I artiklen diskuteres, hvorledes psykologien i Grønland indgår i den generelle udvikling af samfundet, der er med i en rivende udvikling i Arktis, har en stor og produktiv kultur, og som samtidigt er præget af en stadig befolkningsvandring mod byerne og øget ulighed mellem rig og relativt fattig. Det vises, at rigtigt mange børn og unge trives og opnår uddannelse, men at der samtidigt er en del unge, der ikke opnår samme grad af adgang til basale rettigheder såsom tryghed, uddannelse og udviklingsmuligheder som andre. Det diskuteres, hvordan psykologien i høj grad følger udviklingen i de skandinaviske lande, men at den kunne omfatte mere community-baserede metoder for at kunne bidrage til forebyggelse af de sociale udfordringer, der skaber baggrund for mental traumatisering og mistrivsel. Behovet for en social forskning, der rummer løsninger og ikke blot beskrivelser af velkendte sociale udfordringer, påpeges og diskuteres.