Saqqummersitaq

En udsendelse fra Danmarks Radio fremhævede i år alvorlige sociale problemer blandt børn og unge i Tasiilaq i Østgrønland – og udsendelsen fremhævede også alvorlige mangler i den sociale indsats. I udsendelsen hævdes det, at kommunen og dens ansatte ikke reagerede eller ikke reagerede tilstrækkeligt nok, når de modtog underretninger fra fagfolk. I denne artikel tager vi udgangspunkt i situationen i Tasiilaq gennem DR’s udsendelse ”Byen hvor børn forsvinder” – og med afsæt i en række kvalitative interviews med offentligt ansatte i byen. Vi anlægger et socialpolitisk perspektiv på temaet som en case ved bl.a. at se på situationen fra de offentlige ansattes perspektiv – og gennem analyser af mulige udfordringer i en del af en offentlig socialadministration, som dels skal udføres lokalt i Tasiilaq, og dernæst en distanceret efterbehandling på den anden side af Indlandsisen i Nuuk. Hvilke udfordringer giver det i den fremtidige beskyttelse af byens børn og unge?

I rapporten undersøges forekomsten af trivsel og udbrændthed blandt ansatte i Grønlands sociale sektor ved hjælp af et online spørgeskema.

Undersøgelsen er den første af sin slags i mere end 10 år. Ud af 348 adspurgte svarede omkring 200 ansatte inden for socialområdet på spørgsmål om trivsel i arbejdslivet med afsæt i en række baggrundsspørgsmål om køn, løn, arbejdssted, kommune osv. Undersøgelsen er udformet som et åbent spørgeskema med en indlagt test om det psykiske arbejdsmiljø, som er baseret på en Maslach Burnout Inventory. Langt størstedelen af de adspurgte inden for det sociale område oplever at de trives i deres arbejde. Det forekommer dog for ca. 1 ud af 4 at de føler sig udkørte når arbejdsdagen er ovre. Undersøgelsen peger endvidere på en lav anciennitet på området og det kan vække bekymring. Lav anciennitet kan resultere i en lav organisationshukommelse og kan kobles til med udfordringer inden for socialområdet omkring kontinuitet i sagsbehandlingen og et for lavt niveau af opfølgninger på socialklienters handleplaner. Anciennitetsniveauet kan være et tegn at man på disse offentlige arbejdspladser må fastholde et fokus på at sikre et godt psykiske arbejdsmiljø til gavn for de ansatte. Fremadrettet er det vigtigt løbende at få undersøgt arbejdsmiljøet inden for det sociale område, da man særligt i børne- og familieforvaltningerne møder ansatte, som til tider arbejder under i et meget omfattende arbejdspres.

Efter første artikels (TG 2/2017) fokus på Grønlands overtagelse af det socialt administrative område ser vi i denne anden del på nutidens forhold. Nutiden kommer til at handle overvejdende om 1980'erne og 1990'erne. Store tiltag såsom den første socialreformkommission og en egentlig grønlandsk socialrådgiveruddannelse blev centrale faktorer i forståelsen af det socialpolitiske landskab. Sen-90'ernes sparetider og manglende socialpolitisk handlekraft skabte en stilstand, som kom til udtryk i et noget stillestående lovarbejde på det sociale område. 2000'erne handlede om at rette Grønland ind på sporet af et moderne velfærdssamfund blandt andet med en meget professionaliseret socialreformkommission. Her ses nye organisationer som MiO, men også en ny socialstyrelse og en revitaliseret socialrådgiverforening. Artiklen afrundes med en problematisering af de fortsatte sociale udfordringer samt bud på fremtidige løsninger.

Kapitlet undersøger udsatte unges adgang til netværk, deltagelse og lokalsamfund og på, hvad det betyder for socialt arbejde med unge, hvis det aktivt skal fokusere på relationer, netværk og deltagelse i de lokalsamfund, de unge lever i. Kapitlet udfordrer en traditionel, professionel hjælperrolle og peger i retning af netværksarbejde og brobygning som nødvendige faglige styrker, der må udvikles.