Saqqummersitaq

Afhandlingens formål og fokus er at give en stemme til dé grønlandske børn der er anbragt på døgninstitutioner. Spørgsmålet som afhandlingen søger at besvare, er: Hvordan oplever grønlandske børn det at blive og være anbragt på en døgninstitution?

Der findes 22 døgninstitutioner fordelt over hele landet med plads til 329 børn. Det svarer til at der på et hvert givent tidspunkt er plads til at anbringe 2,39 pct. af de grønlandske børn på en døgninstitution. Da der er børn der i løbet af et år fraflytter en døgninstitution, og nye børn der flytter ind, kan det reelle anbringelsestal være højere når alle døgninstitutionspladser anvendes. I alt bliver ca. 4,5 pct. af alle grønlandske børn anbragt uden for hjemmet, enten på døgninstitution eller i plejefamilie. Disse anbringelsestal er væsentligt højere end anbringelsestallene i sammenlignelige lande.

Det er veldokumenteret at anbragte børn klarer sig dårligere end børn der ikke har været anbragt, samt at anbringelser i stort omfang øger sandsynligheden for negative livssituationer som voksen. Undersøgelsen har derfor en betydelig samfundsmæssig relevans.

Der er ikke tidligere forsket i børnenes egne oplevelser af at blive anbragt i Grønland med udgangspunkt i børnenes livsverden. Afhandlingen belyser de aspekter og facetter af anbringelserne der ikke kan afdækkes af kvantitativ forskning eller statistik. Børnenes livsverdner vises gennem fænomenologiske samtaler med børn der har oplevet anbringelserne på egen krop og i eget liv. Oplevelserne bliver yderligere belyst gennem fænomenologiske fortællinger fra tidligere anbragte og pårørende.

Det primære empiriske materiale er samtaler med 38 børn der er fordelt på 17 af landets døgninstitutioner. Beretningerne i afhandlingen er blevet til gennem semi-strukturerede interview og analyseret i en fænomenologisk og hermeneutisk fortolkningsramme. Der er mange aspekter af at blive anbragt og være anbragt, og det viste sig ofte at være to forskellige oplevelser for børnene. I forhold til at blive anbragt uden for hjemmet, eller flyttet mellem anbringelsesstederne (inkl. plejefamilier), er der 26 ud af 38 børn (68,4 pct.) der ikke oplever at de er blevet hørt eller inddraget i deres egen sag. Hvilket igen kan føre til at børnene får en oplevelse af lavt selvværd, lav selvtillid og magtesløshed. I forhold til at være anbragt på den nuværende institution er ca. halvdelen glade for, eller i det mindste tilfredse med, selve anbringelsesstedet mens den anden halvdel hellere ville bo et andet sted. Det er primært savn af familien der er afgørende for at børnene ikke er tilfredse med at bo på institutionerne, men også personalets pædagogiske indsats spiller en stor rolle.

Analysens resultater peger overordnet på tre ting: For det første ved børnene som regel ikke hvorfor de er anbragt, hvor længe de skal være anbragt, eller hvor længe de kan blive boende der hvor de bor. For det andet udtrykker børnene ønsker om mere engagerede medarbejdere på institutionerne. For det tredje savner børnene deres familier meget, ikke mindst fordi de oftest bliver anbragt langt væk fra hjemmet og derfor kun har mulighed for at se familien få gange om året.

Døgnanbringelser uden for hjemmet har store konsekvenser for børnene og er en særdeles indgribende foranstaltning for barnet såvel som for resten af familien. Undersøgelsens overordnede anbefaling er derfor at inddrage barnet i sin egen anbringelse – i langt højere grad end det sker i dag – både før, under og efter anbringelsen.

Denne artikelbaserede ph.d.- afhandling omhandler hvordan den vestgrønlandske kvindedragt bliver brugt til branding og iscenesættelse i det grønlandske samfund, men også hvordan dragten gennem tiden er blevet brugt som et symbol i Grønland. Ph.d.- afhandlingen fokuserer på, hvordan det grønlandske samfund igennem tiden har reageret på udviklingen og moderniseringen af kvindedragten ud fra præmissen om, at denne repræsenterer en særegen grønlandskhed.

Afhandlingen er centreret omkring fire artikler, som er med til at vise den vestgrønlandske kvindedragts historie med henblik på at vise, hvordan kvindedragten både har ændret form og udseende i takt med grønlændernes kontakt med europæerne, herunder den dansk/norske mission fra 1721.

Afhandlingen belyser, hvordan den tyske brødremenigheds, herrnhuternes, tilstedeværelse i et hundrede og syvogtres år har sat dybe kulturelle spor i det grønlandske samfund. Det kan blandt andet observeres i den vestgrønlandske kvindedragts udseende og farvebrug. Desuden er det markant at se hvordan diasporadesignerne fra København anvender deres identitet til at skabe designs med nordiske/globale og grønlandske referencer, akkurat som det er tilfældet med den vestgrønlandske kvindedragt.

Afhandlingen stiller spørgsmål ved, om den grønlandske mode sker uden en ’samtale’ med fortiden og om moden forandres uden grund. Desuden stilles der spørgsmål ved, hvordan den grønlandske mode bruges i dag.

Herunder fokuseres der på inspirationer fra den vestgrønlandske kvindedragt som vi ser at det lokale, den nationale kultur, går i spil ved at bruge det som en del af ens iscenesættelse på globalt plan, for at vise ens tilhørsforhold – ens grønlandskhed gennem den vestgrønlandske kvindedragt eller gennem de kulturelle symboler i moden.

Afhandlingen argumenterer for, at den vestgrønlandske kvindedragt og den grønlandske mode gennem tiden følger strømningerne om nationsdannelsen og identitetsspørgsmålet i Grønland.

Det empiriske materiale i afhandlingen er metodisk indsamlet via de skrevne kilder fra den grønlandske litteratur, aviser, forskningsartikler og ikke mindst kvalitative interviews med forskere, designere, syersker og relevante personer med viden om dragthistorien samt den grønlandske mode.

Det skal også understreges, at deltagende observation som metode er anvendt i betydeligt omfang i f.eks. fashion week i København (2015, 2017) og Toronto (2018), projekter indenfor sælskinddesign, seminarer, paneldebat, møder, events og debatfora i de sociale medier igennem de sidste fem år.

Little research has been conducted to examine Greenlandic media and journalism. This thesis initially outlines the Greenlandic media landscape as a small media system which - despite some mutual differences - shares many similarities with the Danish media system. It is, however, also characterized by certain highly important vulnerabilities. The thesis therefore goes on to suggest the concept of “small society journalism”.

The primary empirical data is collected through observation studies and qualitative interviews with practicing and former journalists, editors, interns and journalism teachers. By entering into a dialogue with journalists in Greenland, the study of the data sheds light on a range of issues that are related to journalism practice in Greenlandic news media. Theoretically, the thesis draws on Bourdieu’s field theory and the application of field theory by other journalism and media researchers in the study of journalistic practice. The application of field theory, however, requires a specific national context, and in the case of Greenland, a post-colonial prism is key in order to grasp the reality that unfolds in the editorial room as an analytical field. As a consequence, the thesis also draws on concepts from postcolonial studies.

The analysis gives an ethnographic description of the routines and the structural framework surrounding the editorial work, and of how the production of news takes place. Subsequently, an analysis of the critical significance of the sources and of the challenges that are related to finding qualified and accessible sources, which is a crucial instrument in journalistic practice, follows. This is followed by a discussion of the - in a Greenlandic setting - inevitable question of language which partly determines much of the daily journalistic work procedure, for example by the central editorial role given to the translator.

The thesis shows that journalism and media is a much debated and disputed field in Greenland and that Greenlandic journalists struggle with geographic, economic and structural vulnerabilities that exist in small media systems. Furthermore, a number of dilemmas relating to language and culture exist which are of vital importance to how the journalists work.

Kalaallit Nunaanni tusagassiuutit tusagassiornerlu pillugit ilisimatusarneq annikitsuinnaammat ilisimatuutut allaaserisami matumani aallarniutigineqassaaq Kalaallit Nunaanni tusagassiornerup misissuiffigineqarnera, tusagassiorfeeqqatut systemi qanoq ittuunersoq misissuiffigalugu taannalu assigiinngissuteqartaraluarluni sananeqaatimigut inatsisiliorneqarnermigullu danskit
tusagassiuuteqarnermi systemiannut assinguvoq, kisiannili Kalaallit Nunaanni tusagassiorfeeqqatut systemip ilisarnaatigai immikkut ittumik eqqoruminassuseqartuuneq.

Taamaattumik ilisimatuutut allaaserisami siunnersuutigineqarpoq oqariartaaseq inuiaqatigiinni inukitsuni tusagassiorneq Hallinip Mancinillu tusagassiuuteqarnermi systemimut teoriannut ilisimaneqarluartumut ilassutigineqassasoq.

Ilisimatuutut allaaserisami misilittakkat pingaarnerit katersorneqarsimasut alaatsinaattuunermit aalajangersimasumillu amerlassusilikkanik siornatigut maannalu tusagassiortunik, aaqqissuisunik, ilinniartunik ilinniartitsisunillu apersuinertigut ingerlanneqarput. Misilittakkanik
misissueqqissaarnerup takutippaa ajornartorsiutinik arlaqartunik peqartoq Kalaallit Nunaanni nutaarsiassaqartitsinermut ingerlanneqartumut tunngasunik. Ilisimatuutut allaaserisami tunngavigineqarpoq Bourdieup misissuinermut teoria kiisalu tusagassiornermik tusagassiuutinillu
ilisimatuut allat Bourdieup teoria atorlugu tusagassiornermik atuuttumik misissueriaasii. Teorip misissuinermi atorneqartup piumasaraa nunami pissutsit atuuttut isiginiarneqassasut Kalaallillu Nunaat pineqartillugu nunasiaataasimanerup kingunerisa sunniutai oqaluttuarisaanerlu
pissusiviusunut atuuttunut pingaaruteqarput, aaqqissuisoqarfinni misissuiffiusuni atuuttut taamaattumillu ilisimatuutut allaaserisami oqariartaatsit nunasiaataasimanerup kingunerinut tunngasut misissuinermut ilaapput.

Misissueqqissaarneq aaqqissuisoqarfinni sulinermi inuiattut kinaassuseq aallaavigalugu suleriaatsinik tamatumalu sinaakkutaanik takutitsivoq kiisalu takutilluguttaaq ulluinnarni nutaarsiassalerisarneq qanoq ingerlasarnersoq. Tamatumuma kingorna misissuiffigineqarput
tusarfiit qanoq pingaaruteqartiginersut, tusagassioriaaseq qanoq ittoq ingerlanneqartarnersoq kiisalu tusarfinnik atorsinnaassusilinnik nassaassaasunillu nassaarsiortarnermi suut unamminartuusarnersut, tassalu tusagassiuinermi sakkut pingaaruteqarluinnartut pineqarlutik.

Tulliullugu oqallisigineqarpoq – kalaallinut atatillugu – apeqqutit sammiuiminaatsut oqaatsinut tunngasut tassalu ulluinnarni tusagassiortutut sulinermi tunngaviusumik anguniarneqartartut aammalu imminni isumalerujussuit. Tusagassiornermut ingerlatamut tunngaannaratik aammali
avatangiisigisat tusagassiorfinni oqaatsinik atuinermi naatsorsuutigisaannut tunngasut taamalu aamma kalaallinik kinaassusiliisut.

Ilisimatuutut allaaserisap takutippaa tusagassiorneq tusagassiorfiillu Kalaallit Nunaanni annertuumik oqallisaasut kiisalu kalaallit tusagassiortut akiorniagassaat nunamut, aningaasaqarnermut aaqqissuussaanermullu tunngasutigut eqqoruminassuseqaannaratik aammali
arlalitsigut oqaatsitigut kulturikkullu akunnattoorutinik nalaanneqartarnermut tunngasartut, tusagassiortutut qanoq suleriaaseqarnermut pingaaruteqartorujussuarnik.