Saqqummersitaq

Nysgerrighed omkring børn og unges fritids- og medievaner i et Grønland, hvor ikke engang hovedstaden Nuuk i midten af 1990’ern havde en biograf og hvor cafeer, ungdomsklubber og andre af de unges fritidssteder var begrænsede, fik mig til at spekulerer over, hvad de unge egentlig lavede i deres fritid. Der var selvfølgelig sportshaller og mange muligheder for udendørs aktiviteter afhængig af årstiden, men var det også medierne, der fyldte fritiden ud for de unge i Grønland? Og hvis ja, så med hvad?

Eftersom medieforskning om unge i Grønland i 90’erne nærmest var ikke-eksisterende, måtte der startes fra bunden. Med basis i humaniora blev inspirationen fra grounded theory (Glaser & Strauss, 1965) og induktiv forskning et startpunkt for en bred interesse for empiriske data om unges medievaner. Baseret først på ”convenience” etnografiske observationer (Bryman, 2012: 201-202) i hjembyen Nuuk, der kunne danne grundlag for relevante spørgsmål til et spørgeskema, blev det første kvantitative pilotprojekt omkring børn og unges medievaner distribueret i papirform til skoler i Nuuk i 1996. Inspiration fra andre landes medie- ungdomsforskning og især fra forskningsprojektet BUM (Børn, Unge og Medier, finansieret fra NorFa fra 1997-1999) i Danmark, som jeg blev tilknyttet, gjorde en bred deduktiv teoridannelse om unge og medier til et sæt løse formodninger om de unges medieliv, snarere en end egentligt hypotese, der skulle testes, som det ofte er tilfælde i kvantitativ forskning (Bryman, 2012: 161). Hensigten var hurtigt at få en bred kortlægning af fritidssituationen, især med henblik på mediebrug og -vaner.

Den første pilot-spørgeskemaundersøgelse i Nuuk blev startskuddet til flere spørgeskemaundersøgelser i 1997 og 2004 i papirform, og i 2015 som webbaseret survey i Relationswise. Alle disse spørgeskema-undersøgelser var landsdækkende.

Inspiration fra grounded theory om at se ungdomslivet fra så mange vinkler som muligt og for at skabe ”rich-data” (Geertz, 2000), blev hurtigt til interessen for mixed methods og triangulering. I de følgende år kom derfor også indimellem kvalitative undersøgelser i 1997og 2001 som opfølgning på spørgeskemaundersøgelserne og i 2000 en visuel antropologisk undersøgelse, der gentoges som undervisning i studenterprojekter i 2003 og 2006. Indimellem var mindre forskningsprojekter og forskning omkring film, medieforekomster som sociale medier og dele af ungdomskulturer – alle relaterede til undervisning på et lille universitet med få ansatte, der krævede stadig fornyelse for at de studerende kunne have valgmuligheder.

Metodemæssigt udviklede hele projektet: Mediespejlet: Medier, ungdom, identitet og globalisering i Grønland - kvantitative og kvalitative undersøgelser over 12-25-åriges liv med medier i grønlandske byer 1996-2016 sig i løbet af disse 20 år fra at være et projekt baseret på grounded theory over mixed methods (Tashakkori & Teddlie, 2010), triangulering (Denzin, 1970; Bryman, 2012), transgressive methods og post-feminisme (Lather, 1991, Staunæs & Petersen, 2000), indigenous methods (Denzin, Lincoln & Smith, 2008, Smith, 1999) til visuel antropologi (Pink, 2006; Mitchell, 2011; Rose, 2011). Det er denne både teoretiske og metodemæssige rejse, som denne afhandling vil søge at dække med 17 artikler fordelt på de temaer der manifesterede sig i løbet af forskningen, som grounded theory dekreterer og som løbende blev til forskningsspørgsmål eller ”kategorier” (Bryman, 2012: 570). Alle handlede de om unges mediebrug i bred forstand: Hvilke medier bruger de unge i deres hverdag? Hvad interesserer dem? Hvad er hovedudfordringen for de unge i relation til deres medieforbrug som for eksempel ’adgang’? Hvordan forsøger de at få så meget som muligt ud af deres medieliv/ungdomsliv, hvor end de end bor? Andre spørgsmål var: Hvordan bruger disse unge mennesker medier til at optimere deres identitet og deres livsvilkår som unge lokale i en globaliseret verden? Hvordan er deres hverdagsliv i urbane centre så vel som i små byer med hensyn til familieliv, ungdomsliv, medier og fritidsmuligheder?

Temaerne udmøntede sig til det, der nu, på basis af artiklerne, er blevet kapitler i denne afhandling: En visuel kultur i et globalt perspektiv (kapitel 4.1); KNR2 - Public service i Grønland (kapitel 5); Unge, medier og urbanisering og postkolonialisme (kapitel 6); Unge, medier og identitet (kapitel 7); Unge medier og globalisering (kapitel 8). Kapitlerne 1, 2 og 3 giver en Præsentation af afhandlingen og artiklerne (kapitel 1), af Børn, medier og socialisering (kapitel 2) og af Perspektiver på grønlandske byer (kapitel 3). Kapitel 4 beskriver Metodiske og videnskabsteoretiske refleksioner og endelig er kapitel 9 et forsøg på at trække de store linjer og give et overblik over Ungdom og medieforbrug fra 1996-2016.

Grønland har nu fået biografer, TV-situationen har bedret sig i byerne og Internettet i mange af de store byer har betydet et helt nyt liv: Muligheder for virkeligt at være globale unge, for at købe ting på nettet, som byerne ikke umiddelbart har på lager og muligheder for nu på afstand at holde kontakt med venner og familie som aldrig før med mobiltelefoner, IPads, face time, sociale medier og Skype, uanset en dyr og besværlig infrastruktur. Sådan er det mange steder! Som mine undersøgelser imidlertid vil vise er Grønland stadig et land præget af geografiske forskelle, som selv ikke en digital revolution endnu har udbedret – helt!

Ph.d.-projektet er sagt med en kort sætning: - et deltagende aktionsforskningsprojekt om socialrådgiverprofessionens muligheder og forudsætninger for at lave socialt arbejde samt deres positionering i det socialpolitiske felt. I projektet arbejdes der med socialrådgiverprofessionens faglige vilkår. Faglighed indbefatter dels socialrådgivernes mulighed for at arbejde fagligt og dels deres muligheder for at organisere sig som en profession, hvor professionsbegrebet her anvendes bredt. Vi har ingen tidligere professionsstudier, som giver et indblik i arbejdsgrundlaget for at de store velfærdsprofessioner (socialrådgivere, skolelærer, pædagoger og sygeplejesker). Dermed eksisterer der et manglende indblik i, hvilken faglig og organisatorisk kapacitet velfærdssamfundet har i forhold til den omfattende mængde af sociale udfordringer, som vi står overfor. Projektet er undervejs blevet todelt i et etnografisk- og delvist deltagerorienteret studie og i et deltagende aktionsforskningsstudie om en begyndende landsdækkende faglig organisering af socialrådgivere. Projektets første del var et etnografisk feltarbejde med 15 socialrådgivere i Kommuneqarfik Sermersooq’s afdeling for børn- og familier. Det var landets største. Socialrådgiverne deltog, forud for en række møder, i kvalitative interviews, observationer, en temadag om anerkendelse, to fokusgrupper og et fremtidsværksted. Analyserne fra denne første del viste tegn på en engageret men disorganiseret og disempoweret profession. Selvom om planen hos mig oprindeligt var at skride direkte til empowerment-tiltag var det nødvendigt med en konkret analyse, en baseline, som kunne fremskrive tingenes tilstand. Der var tale om en gruppe socialrådgivere, som beskrev kaotiske tilstande i sagsbehandlingen af børnesager, en høj personaleomsætning, flere indikatorer på stress og en generel mangel på anerkendelse fra deres ledelse og fra de tværfaglige netværk. Det blev vurderet, at det ville være vanskeligt alene at fokusere på problemløsningsmetoder i afdelingen da flere af problematikkerne berørte temaer, som hørte til på et overordnet fagligt organisatorisk (meso) niveau. Det etnografiske feltarbejde blev konkluderet med en artikel, hvor jeg fremstillede de ovenstående problematikker og foreslog kommende aktiviteter omkring øget faglig organisering og fokus på empowerment af socialrådgiverprofessionen som et overordnet tiltag. Socialrådgiverne er den eneste af de fire velfærdsprofessioner, som for tiden ikke er fagligt organiseret med egen forhandlingsret. Projektets anden del er en operationalisering af disse forslag. Der blev indledt et samarbejde med en gruppe socialrådgivere, som var gået sammen om at danne en landsdækkende socialrådgiverforening NIISIP (Nunatsinni Inunnik Isumaginninermi Siunnersortit Ilinniarsimasut Peqatigiiffiat). Samarbejdet har været efter alle kunstens regler i deltagende aktionsforskning. Indledningsvist spurgte jeg "Er der noget I vil kunne bruge mig til?" Efterfølgende har vi holdt en række koordinationsmøder, hvor jeg har fungeret dels som facilitator, som naiv spørger og som ekspert. Foreningen havde ambitioner om at øge deres medlemstal og opnå selvstændig forhandlingsret samt at være en tydelig stemme i den socialpolitiske debat, som har været ført fra et politisk synspunkt, et NGO synspunkt og et civilsamfundssynspunkt men kun i et meget begrænset omfang fra et fagligt perspektiv. Gennem aktionsforskningsforløbet har foreningen fået formuleret fem mærkesager. De har fået en hjemmeside, været i medierne og har fået udvidet deres medlemstal fra 8 til 43. Vi har gennem bestyrelsesmedlemmerne fået indblik i, hvor mange socialrådgiver-stillinger der er på landsbasis (Estimatet er lige under 100. Det besværliggøres ved, at mange stillinger er besat af folk med en kontoruddannelse). I aktionsforskningsprojekter vil det være illoyalt overfor en kritisk aktionsforskningsepistemologi at konkludere ud fra en deduktiv argumentationslogik. Projektets konklusioner kommer derfor til at dreje som om beskrivelser af de empowerment-processer og den aktion, som der er dokumentation for. Når aktionsforskningsprocessen i sin epistemologi er ufærdig skyldes det en konstant bevægelse mod ny erkendelse. Denne bevægelse vil i projektets analyse blive til refleksioner over, hvorledes projektets teoretiske udgangspunkt, som i overvejende grad er sociologisk marxisme, har bidraget analytisk til at realisere det metodiske arbejde med praksis for at forandre praksis. Konkluderende har projektet bidraget på tre niveauer: Det videnskabelige som er aktionsforskning, det praktiske som er socialrådgiverprofessionen og det socialpolitiske niveau. Aktionsforskningen har målrettet fokuseret på forandrings- og frigørende processer. Det har ført til, at der i forskningsforløbet er arbejdet med empowerment på et vertikalt og et horisontalt niveau. Socialrådgiverne har gennem forskningssamarbejdet fået styrket deres muligheder for at øge organiseringen af det socialfaglige arbejde. Det har skabt forandringsprocesser på et demokratisk grundlag. Endvidere har dette bidraget til en grad af tillid til forskningsprocessen som kan føre til øget forskning i fremtiden. Det socialpolitiske niveau kan i sidste ende blive styrket positivt ved at modtage indlæg fra en bedre organiseret aktør, som kan indgå i debatten om udviklingen af fremtidens velfærdssamfund.